Fuglekonge 1961

Bogtrykker - Svend Højen Harald Burchardt

* 7 december 1910 i Jerne ved Esbjerg.

*16 maj 1983 Korsør

Platten fra 1961 som hænger i sommerlyst. Maleren var arkitekt Hans Erik Staffelt.

Han var søn af fuldmægtig Harald Sørensen, Jens Baggesens Gade.

Motivet er en gammel kliche, vi havde på trykkeriet,

og som forestiller en gammel bogtrykker (Gutenberg)

SVEND BURCHARDT

af

Hans Burchardt

samt supplement af Lis Clara Burchardt

 

SVEND BURCHARDT

Vores far.

Barndom.

Far blev født den 7. december 1910 i Jerne, der er en forstad til Esbjerg.Det fulde navn blev Svend Højen Harald Burchardt.


Dåbsattesten giver oplysning om forældrenes navne og om det faktum, at han just ikke var et spædbarn ved dåben. Selv hævder han, at han gik op til døbefonden. Selvom han var et fremmeligt barn på ½ år, kan det vist ikke lade sig gøre.

Om det var et ønskebarn, ved vi ikke. Som andetsteds nævnt fik han ikke søskende – noget han i sin barn¬dom og senere i livet har savnet. Vi børn blev så også snydt for onkler, tanter, fætre og kusiner fra den kant af familien. I afsnittene om farmor og farfar er der fortalt om familiens omflakkende liv. Det må ikke have været godt for et barn, så da familien omsider fik endelig bopæl i Kalundborg, kom den lille Svend´s tilværelse ind i mere faste rammer. I skolen blev han hurtigt en af de dygtigste i klassen under den afholdte klasselærer Juhls årvågne blik. Vi ser af hans karakterbog og af eksamensbeviset, at det oftest var – i nutidigt sprogbrug 11 og 13-taller han fik.
En interesse, der fik spor langt hen i livet, var afledt af medlemsskabet af FDF. (FDF står for ”Frilligt Drenge Forbund” og er en slags spejderbevægelse med nationale og musikalske islæt.)
Her kom Svend til at spille kornet i foreningsorkestret.

Det gav interesse for musik. Jeg har hans nodehæfte, og når man blader i det, kan det ses, at han må have været godt inde i stoffet. Han spillede da også kornet efter at have kvittet FDF, og han tog også banjoen og harmonikaen med som instrument. De musikalske færdigheder imponerede Fjenneslev-Familien, da de lærte ham at kende. Og så gav det som før nævnt en interesse for musik, der for så vidt var ham til glæde resten af livet. For det blev jo ikke ved at spille selv. Det var også at lytte den klassiske musik og den ny opdukkede jazz. Uden inspiration fra hjemmet udviklede han  sig senere til en god kender af det klassiske repertoire.

Samtidig var det i radioens barndom, hvor enhver raske dreng skulle have sit eget hjemmebyggede krystalapparat. Det havde Svend også. Jeg kan huske, at farmor har fortalt, at i et ønskeprogram, spillede man ouverturen fra Delibes´opera Coppélia. Efter et ønske fra en lytter i Kalundborg. Denne lytter var far.

 

Læreårene.

I 1925 var så skoletiden forbi. Det var ikke blevet til mellem- eller realskole og senere gymnasium, selvom hans klasselærer ivrede for det. I hjemmet var der næppe inspiration til en videre, boglig fremtid, så det måtte blive en læreplads. Ved et stort lykketræf kom Svend i lære som typograf på A. Vejløs Bogtrykkeri. Lidt ramte det i plet af hans interesser. Han havde et legetøjstrykkeri, der ofte blev brugt. Vi har mange drengebøger, hvor navne¬trækket er at finde.

 

Svend Burchardt ved tryk maskine hos A. Vejløs Bogtrykkeri i 1932.
man hade skam hvid skjorte på og slips.

Faget rummer nemlig muligheder for at tilfredsstille sin sans for akkuratesse, flid, dyrke en kunstnerisk åre og have glæden ved at skabe noget smukt. Og måske engang få sin egen virksomhed?Dertil opstod et rigtig godt forhold mellem Svend og hans chef, A. Vejlø, der oprindelig havde en baggrund som journalist. Han startede i begyndelsen af 20’erne et beskedent trykkeri i Kalundborg.Han holdt meget af sin kvikke lærling, og de følelser blev gengældt. Det var næsten en slags søn/far forhold, og deres samarbejde varede i knap 20 år. Han kaldte vedblivende far for ”Svend”, selv da denne blev udlært og gift.
Far må have haft nogle gode år dengang. Han havde ubestrideligt charme og let ved at vinde mennesker for sig. Ser man på de fotos, vi har fra den tid, må vi sige, at vor far var en ganske køn mand.  På trykkeriet var der også andre ansat, og da man jo kalder typograferne for ”arbejdernes studenter”, og da de jo arbejdede med det skrevne ord, er en vis indsigt i den boglige verden ikke fremmed. Her blev da også fars litterære undervers skabt. Man kunne under udførelsen af det daglige arbejde udveksle tanker om de bøger, man havde læst, og den ene inspirerede den anden.

Dertil kom, at på biblioteket var der en bibliotekar Huus, der inspirerede far til at gå videre i den litterære verden. Det blev til læsning af klassikerne, nyere dansk litteratur samt ikke mindst de amerikanske forfattere, der dukkede op i disse år, fx John Steinbeck og Ernest Hemingway.

 

I begyndelsen af 30’erne.

Det var en tid præget af stor arbejdsløshed. At have arbejde, var ikke en selvfølgelighed. Far måtte da også prøve at gå ledig, og af og til hjalp han sin far i slagterbutikken. Men der var alligevel mulighed for at flytte hjemmefra, og en AJS-motorcykel blev der råd til.
Han ville også se lidt mere af verden, men det var på det nærmeste en umulighed, for hvor kunne man få arbejde?  I 1932 fik han gulsot og blev indlagt på Kalundborg Sygehus. Der mødte han Astrid Madsen, Hvorom alting er, hans liv fik nu en anden drejning, og selvom han kun var 22 år (min mor kaldte det senere for barnerov) skulle han nu ikke kun tænke på, hvad han kunne tænke sig.
Dog, inden fælden klappede helt, blev der dog mulighed for en tur på motorcykel med sin chefs søn Volmer. Turen skulle gå gennem Tyskland over Holland og Belgien til Paris. Så langt nåede de ikke. Fra Bruxelles, hvor han besøgte sin svigerinde Ingeborg, mors søster, måtte turen nu gå hjemad, da far havde pådraget sig en noget plagsom lidelse, hæmorider, og den er slem, når man skal køre på motorcykel. Men drømmen om Paris levede fortsat, og den blev realiseret ca. 20 år senere.

 

Fra 1934 til 1939.

Det var på sin vis gode år, de havde, vore forældre. Alene det, at have fået Lis og mig! Boligforholdende hos murermester Schrøder var vel ikke de bedste, og med en nyerhvervet grund blev der lagt planer om at bygge hus. Men det koster jo penge, og dem havde de ikke for mange af. Far har fortalt, at udskejelsen en lørdag aften kunne være at dele noget lakrids.
På trykkeriet blev far efterhånden den drivende kraft i teknikken. Vejlø havde ikke så meget forstand på faget, han holdt sig mest på kontoret, så far virkede som sætter og efterhånden også som trykker. Dertil kom, at lidt efter lidt kunne kunderne godt lide at tale med ham – hans væremåde og dygtighed tiltalte mange.
Og så var tanken om at få sit eget, måske noget, der skulle stræbes henimod?

I disse år etablerede det unge ægtepar også forskellige bekendtskaber med andre unge ægtepar, fx gennem mors sygeplejekontakter og gennem fars håndboldspil og ikke mindst kortspil. For han udviklede sig til en meget dygtig kortspiller, der mestrede alle slags spil, fx Whist, l’Hombre, Tjavs samt ikke mindst senere i Korsør-tiden: Bridge. Nogen kan udvikle sig til gode kortspillere. Far var ikke kun god- han havde sans for spil.

I slutningen af 30’erne normaliseredes samfundslivet, der kom mere gang i hjulene, men samtidig anede man en uro og fare fra vor store nabo mod syd: Tyskland.
Far gennem mor del i et stort familieliv. Mest varmt og hjerteligt blev forholdene til familien i Fjenneslev. Han gav også igen, virkede ved sin charme, sit humør og sin ungdom, og han vandt deres tillid.Den fik mor og far også brug for, for i 1939 kunne de endelig se deres drømmehus stå færdigt på Lundemarken 42. Bygget af deres husvært, murermester Schrøder, og finansieret ved lån fra bedstefar, onkel Frederik og onkel Henrik. Til en samlet byggepris på kr. 12.000. For at se beløbet i dets rette proportion var en ugeløn dengang på kr. 100.

 

Lundemarken 42.

Årene fra 1940 – 1944 var selvfølgelig præget af krigen og den vilkår med vareknaphed, utryghed og tanker om, hvad sker der, når besættelsen er forbi. Hertil kom også problemer afledt af de usædvanlige kolde vintre i begyndelsen af 40’erne.

Opvarmningen af det nye hus blev en vinter klaret ved, at vi boede nede i kælderen. Et andet år delte far stuen i to afdelinger, adskilt ved et gulvtæppe ophængt som skillevæg. Men vi fik da mad hver dag, livet gik sin vante gang for os, som den i grunden gjorde for så mange danskere. Appelsiner og bananer var noget, far og mor talte om. Hvordan de i grunden smagte, vidste vi efterhånden ikke.

På 1. sal var der indrettet en lille lejlighed. Den blev lejet ud til en dame, frk. Karen Kragh, som var sund-heds¬plejerske i byen. Hun var i begyndelsen af trediverne, charmerende, ugift og med en stor bekendt-skabs¬kreds. I den blev efterhånden også vore forældre inkluderet, de fik nye venner, og med den løsslupne livsstil, der ofte herskede bland folk under krigen, gav det anledning til fester og sjov. Jeg husker far ligge ude i stenhøjen en søndag formiddag med en gevaldig hovedpine. For det var kun uopfindsomme folk, der ikke kunne skaffe spiritus og øl.


Lundemarken var et Eldorado for børn i vores alder. Der var masser af kammerater, spændende lege-muligheder, en nærliggende skov og på marken bag vor have græssede køer. I 1942 begyndte Lis i skolen, og jeg selv startede i 1944.

 

På trykkeriet blev far tilbudt optagelse i firmaet. Et tilbud han dog afslog efter et klogt råd fra mor. Der var jo Vejsø´s søn Volmer, som også arbejdede på trykkeriet, og han var jo den naturlige arvtager. Det var vist aldrig gået, så far begyndte mere målrettet at arbejde på at blive selvstændig i en anden by. Efter at have set på muligheder flere steder kom så Reklame Trykkeriet i en Korsør ind i billedet. Ved at sælge det kære hus og igen ved hjælp fra Fjenneslev-familien kunne vi så i september 1944 sige farvel til Kalundborg for at begynde den nye tilværelse i Korsør.

Og ikke uden sved på panden. Mor var – ikke planlagt – gravid, vi havde ingen lejlighed og at flytte rundt i landet i krigens sidste tid krævede vilje og mod.



Den første tid i Korsør.

Trykkeriet kostede kr. 40.000. det var mange penge dengang, og det tog også en del år at få afdraget de sidste penge til fru Jensen, enke efter bogtrykkeren. Det lykkedes far at få en lejlighed i Havnegade 15 i et gammelt, uhumsk hus, som lå tæt på trykkeriet, der var i nr. 9, i en lille bagbygning.

Hanvegade 15 foto fra 2019

Det var ikke uden problemer at drive trykkeri i disse tider. Forbrugsmaterialer såsom rensebenzin, terpentin og trykfarver var næsten umulige at skaffe for ikke at tale om papir. Men det gik, far var flittig og mor hjalp til. Og Lis og jeg også.

I begyndelsen af 1945 flyttede vi hen i en treværelses lejlighed på Gasværksvej, og der blev vi til 1957. Det var trangt med plads, og efter Jens kom til, sov vi 5 mennesker i samme værelse. Senere fik Lis og jeg værelser i kælderen.

 

Svend Burchardt foran trykkeriet i Hanvegade 9 foto 1948

Far gjorde sig hurtigt gældende i Korsør som en dygtig bogtrykker. Han var – og det er man nødt til i en provinsby – klar over, at for at få trykopgaver, måtte man kende folk i byen. Man kan også kalde det opportunisme. Opskriften herpå er bl.a. at komme i de forskellige foreninger, hvor man mødtes. Det startede i 1946 med medlemskab af Odd Fellow Ordenen, og så blev det gennem årene til et utal af foreninger. I disse år var han næsten aldrig hjemme om aftenen. En forening, der kom til at stå hjertet nær, var Hånd¬værker¬foreningen – det ser vi på senere. Og skal vi være ærlige, så må den kedelige vane med at få nogle øller fredag eftermiddag og aften, også nævnes. Det var gerne ouverturen til skænderier, der kunne vare hele weekenden.
Han forsøgte at bevare sit litterære engagement. Men det blev ikke som i Kalundborg-tiden, skønt han fortsat var en flittig låner på biblioteket. Han havde heller ikke tid dertil, og ferie eller luksus var der ikke plads til på budgettet – trykkeriet og dets drift slugte al han virketrang.

 

Fra 1950 til 1956.

Omkring 1950 var lånene til familien ude af verden, og der blev nu plads til investeringer på trykkeriet. Ikke det helt store, men sådan lidt efter lidt og ved egen hjælp.
Lis og jeg gik på mellem- og realskolen og var nu halvvoksne børn.
I 1950 var fat sammen med nogle venner fra logen på en vellykket biltur til Schweiz. (Den ene af deltagerne var for øvrigt min senere svigerfader, urmager Erik Christensen).
Og nu ville han til Paris, og mor ville ikke med, så derfor tog han Lis med på det, vi dengang kaldte en selskabsrejse. De havde en uforglemmelig tur, og han var stolt over at komme til byernes by med sin charmerende datter.
I disse år florerede bridgen som en steppebrand i vise kredse af byens borgerskab. Vore forældre var også med på vognen, og her igennem knyttedes der mange gode, årelange venskaber. Far var en af bridgeklubbens dygtigste spillere, og han deltog ofte i udenbys turneringer.
I 1952 var Lis færdig med skolen, og hun kom i kontorlære på Pakko-Tryk – byens store emballagevirksomhed. Jeg selv startede i 1954 som lærling på trykkeriet. Ikke fordi jeg havde lyst til det, men da jeg ingen mening havde om min fremtid, ræsonnerede far, at jeg kunne da komme i lære, og så kunne vi se, hvordan det gik. Måske kunne jeg overtage virksomheden engang?

Ja, sådan går det, når man er rådvild!

 

Foreningslivet.

Som tidligere nævnt dyrkede far ivrigt foreningslivet. Ikke alene fordi han følte det som en nødvendighed for at drive sin virksomhed, men ligeså meget, fordi han elskede det. Ja, sommetider kunne man fristes til at tro, at han kun var bogtrykker for at spille en aktiv rolle i de forskellige foreninger.

Lad os tage nogle af de vægtige:

Odd Fellow ordenen var han medlem af fra 1946 til sin død, men det blev aldrig den helt store interesse. Da jeg selv har været medlem, kan jeg godt forstå hvorfor. Men han fik da mange, mange godt venner dér, især i de unge år.

Bogtrykkerforeningen. I mange år var far formand for det, der hed Sorø Amts Bogtrykkerforening. Det førte med sig, at han senere også kom i hovedbestyrelsen for Dansk Provins bogtrykker foreningen. Han følte det som en ære – og det var det også -, fordi han her lærte mange af fagets fremmeste personligheder at kende. Men det medførte også megen rejseaktivitet, især til Odense, hvor foreningskontoret lå. Engang sagde hans medarbejder og gamle ven fra Kalundborg-tiden, typograf Asger Nielsen, da han igen stod for at skulle rejse:

”Svend var det ikke bedre, om du passede din forretning?”. I 1964 trak han sig ud af disse poster i for¬bind-else med min tilbagevenden til virksomheden. Jeg fulgte efter ham i foreningens bestyrelse ved i 25 år at være sekretær.


Tilsynsrådet i Handelsbanken. Også et ærefuldt hverv, som han varetog i mange år. Da han omkring 1980 trak sig tilbage, kom jeg til at efterfælge ham. Også jeg har haft glæde og interesse for denne post, om end det i de sidste 10 år har været i Danske Banks regi.


Men hjertebarnet var vel nok Håndværkerforeningen. Også her mange år i bestyrelsen og som formand sad han fra 1956 til 1970. Ja, gæt nu – også der gik jeg i hans fodspor endda som formand. Han lagde mange kræfter i sit hverv, og højdepunktet var afholdelsen af foreningens 100 år jubilæum i 1968. En stor dag i lokal¬samfundet. Der er optaget en interessant film om begivenheden, som også blev omtalt i Billed-Bladet.

Maleren var arkitekt Hans Erik Staffelt.

Han var søn af fuldmægtig Harald Sørensen, Jens Baggesens Gade.

Motivet er en gammel kliche, vi havde på trykkeriet,

og som forestiller en gammel bogtrykker (Gutenberg)

Og så må vi ikke glemme Fugleskydnings foreningen og Bridgeklubben. Altid var han fremme, hvor der skulle gøres noget, og jeg ved, at han var meget vellidt og fik sig en stor vennekreds.

 

Trykkeriet i slutningen af 50’erne.

Det var en lille virksomhed, og det blev det ved at være. 2-3 svende, et par lærlinge, en dame i trykkeriet og en på kontoret. Der var 2 andre trykkerier i Korsør, Zachariassens Bogtrykkeri og Korsør Bogtryk (Korsør Posten).  Man delte pænt kunderne i byen og konkurrerede på ordentlig vis. Far forsøgte mange tiltag for at skaffe også udenbys kunder, men han vovede sig aldrig ud i dristige pro­jek­ter. Det vil komme for vidt at fortælle om kunderne og teknikken, men lad mig nævne 2 specielle produk­tioner, der for så vidt var afledt af hans bridge-baggrund: Bridgemapper og regnskabsblokke samt skyde­skiver (han spillede bridge med direktøren for det sportsfirma, Guldmann, som solgte skiverne.)

Trykkeriet  i Havnegade.  foto 1960 Stjerne

I 1955 foretog han en udvidelse af lokalerne, men pladsen var og vedblev at være trang. Nogle katalog­opgaver til ovennævnte sportsfirma, Guldmann, gjorde, at der blev investeret i et par moderne og meget dyre trykmaskiner omkring 1960. Vi taler om beløb af størrelsesordenen 200.000 kr. Det gav trykkeriet et løft opad, men desværre mistede han trykopgaverne allerede i 1963.

 

 

Trykkeriet i Havnegade,  Svend Burchardt foran en af de 3 Heidelberg vingeautomater.  foto 1968

Sandvejsbanken 6.

Forholdene på Gasværksvej var efterhånden uacceptable, og selvom Lis og jeg var ved at flyve fra reden, ville mor og far gerne have et hus igen.

Og det fik de da også, så det battede!      

Sandvejsbanken 6. I bakspejlet kunne man overveje, om det var det rigtige hus for dem. Far var ikke den, der gik og reparerede. Det fik han håndværkere til (det var jo også før, man fik noget, der hed OMS og senere MOMS). Stort var huset, javel, men det kan være en negativ fordel, når man bliver ældre. Jeg tror nok, at det tilfredsstillede fars trang til at markere sin opadstigen i det sociale liv. Men retfærdigvis må det indrømmes, at vi alle nød forholdene, og da børnebørnene kom til, fik de også glæde af de smukke og hyggelige stuer.

Stuen på Sandvejsbanken 6.

Ferieoplevelser i disse år.

Ferien var for vores far livets salt. Dette at planlægge, skaffe kort, studere gader og ruter og forestille sig til sommer, når man sad på en fortovscafe og fik en lille en sammen med mor og Jens. De tre fik da også rejst i disse år til destinationer som Wien, Dolomitterne, Norditalien, Venedig, Sydtysk­land, Rhinen og Mosel. Altid i bil. Jeg husker den første tur i 1954, hvor Lis også var med. Det var i påsken og til Harzen – og hundekoldt. I 1961 ville far så umanerlig gerne, at vi alle fem skulle rejse til Venedig. Jeg havde slet ikke lyst, men følte mig presset til at deltage. Det var heller ikke en succes, så jeg rejste hjem før de andre.  De senere år orkede mor ikke dette rejseri. Men far insisterede, men det blev ikke rigtig til andet end et par småture på Sjælland, så det var vel lige utilfredsstillende for den begge.

 

1960’erne.

Man taler om ”de glade 60’ere”. Jeg ved såmænd ikke, hvor glade de var. Men noget er vel møntet på den større velstand for mange her i Danmark, på kvindernes massive indtog på arbejdsmarkedet, charterrejser til udlandet, typehuskulturen osv. Man kan jo selv vælge det, man synes er vigtigst. Mor og far var nu kommet i, hvad vi kan kalde den mere etablerede fase i deres liv. De hyggede sig fortsat i det store hus, og kræfterne og økonomien var også til forbedringer.

I 1964 vendte jeg tilbage til Korsør efter militærtjeneste, arbejde i Odense og i Schweitz samt studium på Den Grafiske Højskole. Far og jeg blev kompagnoner, og det var vi faktisk under forskellige samarbejds­former til hans død. Den nye teknologi, offsettrykningen, slog for alvor igennem, men vi kom nu ikke med på vognen før omkring 1970. Far var stadig den førende kraft på trykkeriet, men da han ikke satte sig ind i den nye teknologi, reduceredes hans indflydelse gradvist. Bevares, han var jo hovedindehaver.

Far og søn blev kompagnoner her ses de i Trykkeriet 1966

Lis skriver om børnebørnenes ankomst fra midten af årtiet. Rigtigt, det gav en ny og lykkelig dimension i livet på Sandvejsbanken. Der var nu vaner med at spille tomands-whist ledsaget af en øl eller to, bivåget af undulaten Pipper, der afløste vores hund Toto som kæledyr. Den var dygtig til at gå rundt på kortene og nippe i dem. Aftenenerne gik ellers med at se fjernsyn, og den selskabelighed, der tidligere dyrkedes, trappedes ned. Og det er ganske naturligt, haven blev passet, gulvet lakeret i stuerne, og vi børns liv og levnet blev varmt og interesseret fulgt.

 

Dagligdagens vaner.

Far fik også sine vaner. Ved ca. 11-tiden listede han af fra trykkeriet. Så mødtes han på Hotel Korsør eller på Restaurant Sølyst med de gode venner, fx elværksbestyrer Fuglsang, graver Olsen, arkitekt Ole P. Hansen og mange andre. 2 øl – sjældent mere – hjem for at spise frokost, middagslur og så hen på trykkeriet igen. Hjemme igen hen under aften – som før nævnt – et 2-mands whist-spil med mor, og når så hun var gået i seng efter fjernsynet, så skulle man da have en enkelt øl til kabalen.

 Sådan gik dagene, stille og lidt ensformigt.

 

 

Sandvejsbanken 6 foto 2019

Musik, kunst og litteratur.

Men far var da stadig vågen overfor det, der havde været hans interesser tidligere. I mange år deltog han og mor i abonnements-koncerterne i Slagelse. Han hørte stadig klassisk musik i radioen, men drev aldrig til det at interessere sig for at have en grammofon-pladesamling. 

Gennem sin svigerinde, Klara Péronard og hendes søn Paul-René, var der inspiration til at forholde sig positivt til malerkunsten. Selvom han ikke selv kunne tegne eller male, havde han dog fortsat et engageret forhold til kunst. Også besøg på kunstudstillinger i København blev det til engang imellem.

Men litteraturen! Han sagde ofte: ”Efter at jeg er kommet til Korsør, har jeg ikke læst en ordentlig bog.” Det passer nu ikke. 

Ungdommens forgudelse f Gustav Wied fortsatte, og også det at låne på biblioteket samt selv købe bøger vedblev han med. Og da det aktive bridgespil i klubben stoppede, fortsatte han med at abonnere på Bridge-bladet, hvor han løste alle opgaverne.

Men en interesse – eller snarere besættelse – blev gennem årene den norske forfatter Knut Hansums liv og virke.

 

Trykkeriet flytter til Møllevangen 12.

Omkring 1970 ramtes far af en blodprop. Heldigvis ikke alvorligt. Men det slog ham noget ud, så for at komme videre med sit liv, lod han sig i begyndelse af 1971 indlægge på Philadelphia i Dianalund for at blive behand­let for en depression.  Under dette ophold, hvor jeg så for alvor tog over på trykkeriet, blev vi tilbudt at købe de bygninger, hvor der stadig er trykkeri. Det var en stor mundfuld, men da vi var fuldstændig klemt inde i Havnegade uden udvidelse­smuligheder, slog vi til. 

Far gjorde det uden glæde, herregud, det gik jo meget godt, hvor vi var. Men jeg var 33 år – pudsigt nok den samme alder som far havde, da han købte trykkeri i Korsør. Nogle af lokalerne lejede vi ud – resten blev så indrettet til trykkeri. Det var i 1971. Bygningerne bestod af to barakker fra krigens tid samt en senere tilbygget fabrikshal. Alt i træ men ganske hyggeligt og med rigtig god plads.  Virksomheden udviklede sig nu i de følgende år, og det skyldtes ikke mindst den meget store kunde, der fyldte vores ordrebog.

Det var DSB færgerestauranterne – ikke alene i Korsør, men også i Kalundborg, Helsingør og Rødby.  Kontakten til dette store foretagende med knap 2000 ansatte skyldtes det venskab, far havde knyttet til chefen, restauratør Poul Christiansen, som var visionær, karismatisk og utrolig charmerende. Han bestemte, at vi skulle lave deres tryksager, og sådan blev det. Jeg sørgede så for, at de i os fik en leverandør/­samarbejds­­partner, de kunne være godt tjent med. Bekendtskabet mellem far og Poul Christiansen havde sit udspring i deres fælles medlemskab af Handelsbankens tilsynsråd. I 1996 trykte vi for DSB færgerestauranterne en 25 års jubilæumsbog. I den beretning er vort trykkeri sær­deles til stede, idet vi stort set gennem årene lavede hovedparten af deres tryksager. Ved Storebæltsbroens indvielse, restauranternes overdragelse til Scandlines og mit ophør som bogtrykker, stoppede samarbejdet.

 

Far som bogtrykker i 70’erne.

Når man nu føler at udviklingen løber fra en – også på grund af teknologien – og arbejdsevne, engagement og hjemlige forhold ikke er gode, ja, så er det svært at få et tilfredsstillende arbejdsliv.  Far havde da ikke gode år. Det var ikke tilfredsstillende for nogen. Hvis opgaverne hastede, blev han nervøs, og hvis de ikke hastede, gad han ikke, for så kunne de jo vente. Det har for mig været en memento: Hold op i tide og træk ikke en uundgåelig afgang i langdrag. 

I denne periode optog vi en ny partner, Jørn Andersen, der stammede fra Bornholm, i firmaet. Han havde fra 1958-1965 været ansat på trykkeriet som trykker og var en meget dygtig fagmand. Dertil var han og jeg gode venner med fælles interesser, bl.a. malerkunst. Partnerskabet fortsatte efter fars død i 1983. Jørn Andersens søn, Hans-Jørn, blev også tilknyttet trykkeriet, og han kører i dag virksomheden videre med alskens ny teknologi under navnet ”burchardt”. 

De sidste år kom far kun sporadisk på trykkeriet, og da mor var død, lavede vi den aftale, at han hver morgen ringede til vores kontordame, fru Margit Brink. Det var en slags sikkerhedscheck for mig – og vel for ham også.

Og en morgen ringede så han ikke!

 

De sidste år.

Når jeg i dag tænker tilbage på den tid, så får jeg desværre oftest øje på de mange besværligheder, der prægedes vore forældres liv. Men børnebørnene var højdepunkter af glæde, når de kom, og det skete da ofte. Vi har heldigvis bevaret filmoptagelser fra forskellige samværsepisoder, og det er lidt bevægende at se dem i dag.

Mors helbred var skrantende, og det er ikke godt for et ægteskab, når den ene part ikke er rask! Hun lå meget oppe på sit værelse, og far sad nede i stuen og lagde kabaler.

Astrid Leonora Burchardt, født Madsen

Født den 3 januar 1907 død 30 januar 1982.

Det var lidt trist at se den tidligere så vitale mand tusse lidt rundt. Faktisk blev han de sidste år gammel, uden dog aldersmæssigt at være det. Jeg sagde tit til ham: ”Hvorfor går du dog ikke over i logen – der er dine gode venner. Du kan få et slag kort – og en øl?”         Men, nej. Han orkede det vel ikke.  

Da så mor døde i 1982, gik han helt i stå. Vi solgte Sandvejsbanken, som var ejet af trykkeriet, og han flyttede ud i en lille lejlighed i Nygade.  Sin varme mad fik han hver dag på Plejehjemmet på Lützensvej, undtaget en dag om ugen, hvor den dame, der gjorde rent for ham, lavede lidt mad. Andre gøremål såsom tøjvask, skopudsning og almindelig smånus i hjemmet havde han aldrig prøvet, men nu måtte han tage stilling til det.   Alt i alt var det ikke en værdig tilværelse, og han lukkede sig også inde overfor andre mennesker. Han savnede mor. Jeg besøgte ham ofte, og selvom han ikke beklagede sig, slap der dog af og til lidt damp ud. Da jeg engang afviste ham med henvisning til, at jeg jo også havde mit eget liv med kone og børn, sukkede han: ”Jamen, Hans, jeg har jo ikke andre end dig”. 

Og så skammede jeg mig lidt.  

Som omstående nævnt ringede han en mandag morgen ikke over til trykkeriet, og da jeg skyndte mig derud, fandt jeg ham død, liggende ovenpå sin seng. Jeg tror, at han simpelthen døde af uro og skræk, fordi han næste dag skulle indlægges på sygehuset i Slagelse for at blive opereret for en prostatalidelse. (Læs også slutningen af min søster Lis’ beretning om dette).

Sammendrag

På mange måder beundrer jeg min far. Han formåede at hæve sig fra små kår til en meget agtværdig stilling i samfundet. Stort set ved egen hjælp, men selvfølgelig bistået af mor. Han skabte mange smukke tryksager med sikker typografisk smag, selvom det meste af det, der blev trykt, var ganske prosaiske forbrugs­tryksager. Og han var hele sit liv flittig – de sidste år var ikke typiske for ham. Som bogtrykker viste han initia­tiv til at gå nye veje for at skaffe kunder, men vovede sig aldrig ud i hasarderede investeringer. Derfor blev det heller ikke en kæmpevirksomhed, men en pæn og solid forretning.

Han erhvervede sig også en ganske omfattende viden med hensyn til litteratur, kunst og musik, uden nogen som helst baggrund fra sit hjem, og må siges at være en belæst mand. Og så var han levende, med sel­skabe­lige evner, og han havde let ved at få gode, varige venskaber. 

Som familiemenneske omfattede han os børn med stor kærlighed og interesse for vore gøremål, om end det nok var mor, der trak det store samlende læs. 

Næsten 45 år nåede vi at få sammen.

Samværet kunne af og til være lidt trættende set fra min vinkel, men set i bakspejlet må dette siges at være småting. 

Jeg kan derfor nu 20 år efter stå ved, hvad jeg sagde som mindeord ved kisten til hans bisættelse.

 

Hans Burchardt

Renskrevet Lisbeth Enøe Moosdorf.
Oplagt af Henrik Bach 2019

 

 

Supplement

til min broder Hans’ afsnit om vores far, Svend Burchardt.

Af Lis Clara Burchardt

 

Far var fra barndommen, det man i dag kalder en mønsterbryder, dvs. en person, der forlader den sociale arv for at skabe sit eget livsforløb. Det må heldigvis, for os, have været i generne, thi fra sine forældre var der ikke meget at hente i form af kærlighed og intelligens. Som Hans har skrevet i sit indlæg, var han heldig at få en god lærer på et tidligt tidspunkt i skolen. Det medvirkede til, at han begyndte at læse datidens populære børnebøger, såsom: Ivanhoe (Walther Scott), Børnene i Nyskoven (F. Marryat) m.fl.

Da han som 14-årig kom i lære som typograf, blev han inspireret af sine kolleger til at læse mere avanceret litteratur. Han begyndte nu at købe bøger og blev en flittig låner på biblioteket.

 

Min unge far

Han var sød, sjov og kærlig.

Tidsmæssigt er vi i begyndelsen af 40’erne, hvor vi boede i Kalundborg, indtil vi rejste til Korsør. Om aftenen læste han højt for os, det kunne være f.eks. fra R. Kiplings ”Junglebogen”: Novellen Riki-Tiki-Tavi, som vi var helt vilde med, men han digtede også sine egne historier. Hans og jeg kan huske, at en af dem handlede om en dreng Kim, som tog til sin eget planet – den historie kunne vi ikke høre tit nok.

Om vinteren kælkede han med os, og om sommeren underviste han os i svømning. I det hele taget var han en inspirerende far, der engagerede sine børn. (Helt modsat den far, vi kom til at opleve i Korsør).

Hver dag kom han hjem midt på dagen for at få middagsmad, og Hans løb troligt hver dag ned ad den stejle Lundemarken for at vente på ham, altid siddende på en stor flad sten, som vi altid kaldte Hans’ sten.

I Kalundborg, bestod deres venner bl.a. af nogle ukonventionelle mennesker. Dem jeg husker mest var Karen Kragh, (senere gift med grev Ahlefeldt-Laurvig). Hun var sundhedsplejerske og havde lejligheden på første sal i vores hus. Så var der datteren til byens førende herreekviperingshandler, en lesbisk kvinde ved navn Alice Madsen, ansat i sin fars forretning og altid iført jakkesæt og slips. En tredje person var den lokale købmand, der havde en fortid som spillemand på Færøerne.

De havde ofte fester, og jeg kan huske, at en nat – vi var vel henholdsvis 5 og 7 år – vågnede Hans og jeg ved en voldsom larm, og grædende løb vi ind i dagligstuen, medens jeg skreg: ”Er tyskerne kommet”. Vi blev trøstet og forsikret, at der ingen fare var.

Danmark var jo besat af tyskerne, og far tilbragte adskillige gange natten på trykkeriet for at trykke illegale blade. Næste morgen tog han bladene med hjem til mor, som så gik i gang med at false og pakke dem. Gardinerne blev trukket for, og jeg fik strenge formaninger om ikke at fortælle nogen om, hvad der foregik. Senere på dagen kørte mor så i pendulfart til postkontoret med pakkerne. Selv Karen Kragh måtte intet vide – selvom, eller måske – fordi hendes bror var kaptajn i hæren. (Han hed Erik Kragh og blev senere generalmajor og forsvarschef). Det siger lidt om, hvor mistroiske man var indtil 1943.

 

Den ældre far

Hans har på udmærket måde beskrevet familien og specielt fars livsforløb indtil hans død. Noget af det mest værdifulde, han har efterladt mig, er kærlighed til litteratur og musik.

Da jeg var 13 år, lå jeg i sengen med en forstuvet fod og fordrev tiden med at læse ”pigebøger”. Far så med foragt på mig og smækkede Anna Karenina ned på dynen. Jeg blev dybt fascineret af Leo Tolstoy og gik hurtigt videre med Krig og Fred – og så var banen trukket op for mit vedkommende. 

Men også glæden ved klassisk musik fik han mine ører åbnet for. Når vi i radioen hørte klaverstykker, forkla­rede han mig forskellen mellem f.eks. Chopin og Liszt. Men han fortalte mig også om andre komponister, deres værker og deres liv. 

En tilbøjelighed til at drille og give os kæle-/øgenavne havde han også, og det var utroligt morsomt, især når det gik ud over andre end en selv. Mor, som han altid kaldte Ada, blev til Lille Røde, eller hvis han var vred på hende eller for at være morsom kørte den på ordspillet Per Aspera Ad Astra (”gennem kamp til sejr”).  Mig kaldte han Frk. von Fürstenfelsen, (efter en tragi-komisk revyvise, skrevet og sunget af Carl Alstrup), og Hans blev kaldt Kong Hans fra Lejre. Jeg kan ikke huske, hvad min bror Jens blev ”straffet” for. 

Vi havde en overgang på Sandvejsbanken en mørklødet gartner, af spansk udseende og udstyret med en stor moustache. Han hed til efternavn Petersen, men blev omdøbt til Don Pedro.

 

Den noget ældre far.

Som Hans har beskrevet, var de sidste 10 år af fars liv præget af en vis identitetskrise. Han følte ikke, han gjorde nogen videre nytte på trykkeriet, den virksomhed han dog havde skabt. 

Under et ophold i London, vistnok i 1979, sagde han til mig: ”Jeg er uvelkommen både på trykkeriet og i mit hjem”. Men samme aften kom han ind på mit hotelværelse og med et stort smil, og næsten tårer i øjnene, sagde han: ”Hans, min dejlige dreng, har lige ringet for at høre, om jeg har det godt”.

Han kom aldrig helt over mors død, selvom Hans og jeg gjorde, hvad vi kunne for at opmuntre ham. Han besøgte flere gange Tobias og mig i Farum, og han var i stand til alene at tage med på en bustur samme sommer til Tyskland. Han var meget glad over at have fået et nyt barnebarn, Bo Højen Burchardt  - Jens’ søn, og var senere med til barnedåben. Men har var meget ulykkelig over, at Jens havde fået sukkersyge. 

Han døde en søndag aften. Ved ca. 18-tiden ringede han til mig og fortalte, at han havde haft en god dag, fordi Hans og Jytte havde taget ham ud på en biltur, og han havde også talt med Jens. 

Samtidig fortalte han mig, at samme dag ville hans mor være fyldt 100 år.

De seneste år af sit liv havde han anlagt sig et lille overskæg. Om det var klædeligt – det er en smagssag. Men det gav ham ejendommeligt nok en vis lighed med hans fætter, Knud Burchardt, fra Malmø.

 

Lis Clara Burchardt

 

Renskrevet Lisbeth Enøe Moosdorf.
Oplagt af Henrik Bach 2019

Tilbage til Kongerække

Tryk her