1983 Fuglekonge

Depotejer - John Nielsen

 

Platten er malet af : Villy Skaarup, Foto Lars Moosdorf 2020.
John Nielsen 2020. Foto Henrik Bach

 

1983  John Peter Nielsen    ( John Carlsberg )

Erhverv.   Depotejer, Carlsberg Depotet Korsør

Fødselsår :    1946  i Kongens Lyngby

Kom til Korsør i år 1954 da min far fik en stilling som maskinmester ved færgeoverfarten.

Jeg sluttede min skolegang i Korsør Mellem-og Realskole, for derefter at gå i lære som murer hos murermester Tage Aasted-Jensen, med afsluttende  svendeprøve i 1965.

I 1966 aftjente jeg min værnepligt i Den Kgl. Livgarde, med afsluttende tjeneste på de kongelige slotte.Udførte bl.a. tjeneste ved Dronning Margrethe og Prins Henriks Bryllup 1967.

I 1977 efter 5 år som selvstændig murermester, købte jeg Carlsberg Depotet I Korsør af Bertram Lindeskov. En mangeårig drøm gik i opfyldelse.

Dette havde han indtil 1989, for derefter at købe Carlsberg Depotet i Næstved, Vordingborg og senere Nykøbing Falster.

John solgte sine selvstændige depoter i 1998, for derefter at blive udnævnt til distributionschef for hele Sydsjælland, Vestsjælland, Midtsjælland og Lolland-Falster, med virke for Carlsberg, Tuborg og Coca-Cola Bryggerierne

Platten er malet af: Villy Skaarup, Korsør :  
Motiv på platten er :Carlsberg Depotet i Korsør, med Carlsbergs 4-spand på besøg.
Malet efter originalt foto.

Lidt om Carlsberg i Korsør af Fuglekonge John Carlsberg Nielsen

Tog med international destination kører om bord på M/F Sjælland i 1949. Ved perron 4 er øl-biler fra Stjernen og Carlsberg klar til at levere forsyninger.

I 1949 var det Bertram Lindeskov kaldt (Basse) der var indehaver af Carlsberg depotet i Korsør. Lindeskov havde overtaget det efter hovmester Halling, og depotet blev drevet fra det hvide hus der ligger helt op til Lovsøen, Skovvej 8, og garagerne ligger under Kjærsvej. Jeg mener, at Lindeskov startede op under krigen.

Lindeskov byggede i 1953 depot og beboelse på Helenevej 3, hvor han drev det fra indtil 1977, hvor jeg købte det hele, samt fik overdraget forhandlingen af Carlsbergs dejlige produkter.

Jeg byggede en hal på grunden I 1979, og senere købte jeg et stykke jord af min nabo i 1985, hvor jeg herefter byggede det dobbelt så stort, nu skal det hele rives ned, og der skal bygges en Rema 1000. Jeg solgte hovedbygningen i 2001, og flyttede ud på min nuværende adresse på Rugvej, ca. 5 år efter solgte jeg hele lagerbygningen, og har således boet i Korsør siden 1954, også i hele min periode i Næstved boede jeg i Korsør.

Jeg var ved bryggerierne i 33 år. Carlsberg depotet i Korsør blev lukket i 1989, jeg købte så Carlsberg depoterne i Næstved og Vordingborg, senere kom også Nykøbing Falster ind under mine vinger. Jeg solgte så det hele i 1998 tilbage til Carlsberg A/S, blev herefter lønansat, som chef for Carlsberg, Tuborg og Coca Cola, det hele var således blevet flyttet til Næstved, hvor vi kørte distributionen fra, med 40 mand og 22 store lastbiler.

Jeg lukkede og slukkede, som det sidste depot i 2010, og en æra fra 1847 i Danmark var herefter slut. Nu bliver det hele distribueret fra henholdsvis Tåstrup og Fredericia, og muligvis noget fra Ålborg.

Jeg har haft mange spændende år hos bryggerierne, med en god arbejdsplads, som følge. Jeg har nu været pensionist i 6 år, og nyder det. Det blev en lidt længere historie end beregnet, og den er endda kortet meget af.

John Carlsberg Nielsen
Feb 2017.
John bygger bro.

Tilbage til Kongerække

Tryk her